Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Mad og drikke

Retter fra det ægte kanariske køkken er at finde på de fleste menukort. Mange af restauranterne har et omfattende menukort med retter, som de mener, at turisterne foretrækker, som f.eks. pizza, frituterestegt fisk, pommes frites osv. Men der er dog også en hel del lokale retter at vælge mellem, både fra Kanarieøerne og fra det øvrige Spanien. Det kan være noget så enkelt som dagens fisk, der serveres med hvidløg, kogte kartofler og grøntsager. Mange steder tilbyder også såkaldte tapasretter. De står som regel blandt forretterne på menukortet, og det plejer at fungere sådan, at man bestiller de tapasretter, man ønsker, og så deles man om dem ved bordet.

Langs hele kysten og også længere inde på øen er det almindeligt med menukort på flere sprog. Det er dog ikke usædvanligt, at tjeneren ikke taler andre sprog end spansk. Måltidet afsluttes ofte med, at du får serveret et lille glas med den kanariske specialitet Ron Miel, dvs. honningrom. Den indgår oftest i prisen.

Udvalget af restauranter på Gran Canaria varierer meget fra sommer til vinter. Højsæsonen ligger om vinteren, og her er udvalget størst, mens mange restauranter lukker helt eller delvist ned om sommeren. Spanierne selv går gerne på restaurant og tager det ikke så højtideligt, men man er altid nogenlunde pænt klædt på. Børn er meget velkomne stort set overalt. Det er langt fra usædvanligt, at børnene får mere opmærksomhed end deres forældre, og de bliver ofte budt på en slikkepind. 

Nogle gange har man inkluderet et servicegebyr på regningen, andre gange ikke. Synes du, at du har fået god betjening, så læg 10 % i drikkepenge oven i det endelige beløb. Drikkepenge er en vigtig del af tjenerens løn. De spanske restauranter har oftest åbent til frokost kl. 13-16 og til middag fra kl. 20.